Brænder du for at arbejde med kunst og kultur? Bobler det i hovedet med vilde idéer og kreative koncepter? Og har du lysten og evnerne til at få sat ting i værk?

 

Så er det dig, der skal være en del af Kunsthal NORDs eventgruppe!

 

 

Vi har nogle fede, rå lokaler midt i Nordkraft, hvor vi skaber unikke udstillinger og interressante arrangementer. Vores fantastiske lokaler har dog potentiale til at rumme så meget mere endnu. Derfor søger vi nu et par nye kræfter til vores eventgruppe, hvis primære mål er at udtænke, planlægge og gennemføre en række arrangementer, der hovedsageligt har andre unge som målgruppe.

 

Events kan være kunstsaloner, lounges, workshops, performances, koncerter, foredrag, ekskursioner samt hyggelige film- og debataftener. Men det er jer, der sammen med os, og gerne i samarbejde med byens andre kulturplatforme, udvikler indholdet og i fællesskab arbejder intenst på at modne, implementere og afvikle jeres idéer - herunder også sikre eventuel fundraising.

 

Kunsthal NORD bliver jeres professionelle samarbejds- og sparringspartner, der vil gå i dialog om mulighederne og bedst muligt støtte eventgruppens arbejde. Vigtigst er, at gruppen laver vedkommende og interessante events for brugerne.

 

HVEM ER DU? 

Du er interesseret i kunst og kultur og er vild med at finde på skæve idéer. Du er kreativ, men også praktisk og kan lide at koordinere, skrue et godt program sammen og tage fysisk fat om nødvendigt. Og så er du selvfølgelig social, pålidelig og hammer god til at netværke og sprede budskaber på de sociale medier. 

 

 

HVAD FÅR DU UD AF DET? 

  • Mulighed for at skabe nogle uforglemmelige oplevelser for andre unge.
  • Blive del af en inspirerende kunstinstitution, der professionelt arbejder med den topaktuelle og eksperimenterende nationale og internationale nutidskunst.
  • Udvikle dit professionelle netværk og indgå i nye fællesskaber med andre unge.
  • Kunstfaglig viden om, hvad der sker på den nationale og internationale kunstscene.
  • Erfaring fra den etablerede kunst- og kulturverden som du kan skrive på dit CV.
  • Fri adgang til kunsthallens arrangementer og gratis kataloger/bøger, vi udgiver.
  • En unik mulighed for at realisere dine idéer it et professionelt og kunstfagligt miljø.

 

HVOR MEGET TID SKAL DU BRUGE? 

Vi forestiller os at mødes et par timer et par gange om måneden. Når der skal afvikles events kan tiderne variere, og der kan forekomme ekstra arbejde.
 

 

ER DU INTERESSERET?

Hvis du er interesseret i at være med, skal du hurtigst muligt skrive en mail med kontaktoplysninger og lidt om dig selv til Teis Kronborg, som er eventgruppens tovholder i kunsthallen:

 

teiskronborg@gmail.com // 2299 5040

 

 

 

Første info/opstartsmøde: torsdag 21. september kl. 17.00-19.00 i Kunsthal NORD.

 

 

Vi ser frem til at høre fra dig!