Kunsthal Nord har eksisteret siden 2009 og er Nordjyllands udstillings- og mødested for samtidskunst. Det er Kunsthal Nords formål at drive udstillings- og formidlingsvirksomhed for nutidig dansk og international billedkunst, kunsthåndværk og design med en særlig forpligtelse for den regionale kunstscene. Udstillingsprogrammet sammensættes i samarbejde med et rådgivende udstillingsudvalg, kuratorer eller på baggrund af et åbent ansøgerfelt. Som udstillingsbygning for samtidskunst tilstræber Kunsthal Nord at lave udstillinger, der er på forkant med nye strømninger i kunsten, og udstille kunstnere, der bryder med traditionen og skaber eget udtryk.
Udgangspunktet for Kunsthal Nords udstillinger var fra begyndelsen og er stadig primært den eksperimenterende og nyskabende kunst og støtten til unge nordjyske kunstnere. Kunsthallen arbejder for at fremme udviklingsmulighederne for det nordjyske billedkunstmiljø ved at være de lokale kunstneres vigtigste udstillingssted, administrere Nordjyllands Kunstnerværksted og huse initiativer som Åbent Akademi. Desuden har Aalborg Kunstpavillon til huse i Kunsthal Nord.
Kunsthal Nord er en kommunal kunstinstitution, der fungerer med driftsstøtte fra Aalborg Kommune. Stedet har betegnelsen kunsthal, hvilket betyder, at vi ikke ligesom museerne har en fast samling, men derimod skiftende udstillinger og aktiviteter, der belyser et bredt udsnit af samtidskunsten. Kunsthal Nord ledes af en kunstfaglig leder i samspil med et bredt sammensat Advisory Board.
Der vises 5-6 egenproducerede eller co-producerede udstillinger årligt. Udstillingerne afspejler altid samtiden ved enten at være præsenteret som kunsthistoriske temaer med nutidige vinkler eller udstillinger, der præsenterer helt nye tendenser på den danske og internationale kunstscene. Således giver udstillingerne publikum mulighed for at opleve et varieret billede af den kunst, som produceres i dag.
Kunsthal Nord satser endvidere på en udadvendt formidlingsvirksomhed, der kan bidrage til at fremme publikums kulturelle identitet. Som mødested for samtidskunst arrangerer Kunsthal Nord Artist Talks, foredrag og workshops og skaber rammerne for andre kulturaktiviteter såsom lyrikoplæsning, performanceteater og koncerter. Med henblik på debat, formidling og dialog om den aktuelle samtidskunst har aktiviteterne publikums møde med kunsten som centrum.
Kunsthal Nord er både historisk, geografisk og betydningsmæssigt central for Nordjyllands kunstliv. Beliggende i Nordkraft, et tidligere kraftvarmeværk omdannet til kulturelt kraftcenter tæt ved Limfjorden, har udstillingsfaciliteterne et råt, industrielt præg, der skaber de bedste rumlige og kontekstuelle forhold for nye, overraskende og kritiske udstillinger. Nordkraft stemmer meget fint overens med kunsthallens ånd; i centrum af det moderne byliv, på et fundament af historisk udvikling og med udsigt over byens nye horisonter.