Mytens spor
24. JULI - 23. AUGUST
IDA SØNDER THORHAUGE
I udstillingen ‘Mytens spor’ tager Ida Thorhauge udgangspunkt i sin farfars modernistiske kunstnerværksted, som han byggede i 1960. Værkstedet har stået ubrugt i mere end et årti. Ubrændte værker, mølædte skitser og uforståelige sedler med kodelignende skrifter er blot nogle af de elementer, der ses i værkstedets støvede rum. Kunstnerværkstedet som fænomen forbindes ofte med myter og overnaturlige fortællinger. Værkstedet her har i al sin stillestående tidslighed en nærmest symbolsk karakter, som vækker spørgsmålet om, hvordan myten om kunstneren reproduceres.
’Mytens spor’ består af værker, som er blevet til under en æstetisk undersøgelse af værkstedet; som sted, skulptur, materialitet og stemning. Ida Thorhauge har udvalgt genstande og lokationer i værkstedet, som hun på forskellig vis har bearbejdet og omsat til nye værker. Udstillingen kan således siges at udgøre et møde mellem to generationer, hvor to forskellige tilgange til kunsten sættes i spil. Værkerne afspejler, hvordan materialers betydning skifter over tid, og de udvalgte genstandes indkapslede historicitet peger tilbage på samtidens stadige bevægelse.
Ida Sønder Thorhauge (f. 1990) er studerende på Det Jyske Kunstakademi. Hun har tidligere været medlem af Nordjyllands Kunstnerværksted og elev på BGK Aalborg.