ÅRSBERETNING 2018 OG NYT OM DET KOMMENDE ÅR

Efter et par meget aktive år med nye internationale samarbejder, kunstprojekter på Mors og i Aalborg Øst samt deltagelse i Aalborg Festivals med 15 mini-kunsthaller spredt ud over hele byen var det planen, at 2018 skulle blive et mere roligt år for både personale og frivillige i Kunsthal NORD. Året var dog knapt skudt i gang før vi igen havde kastet os ud i et nyt vildt og ressourcekrævende projekt. Denne gang på Aalborg Banegaard, hvor vi i ventesalen lejede en fire kubikmeter stor glasboks, hvor vi kan vise kunst, der både kan ses indefra stationens ventesal og udefra Kennedys Plads.

Første værk i S1, som vi kaldte vores mini-kunsthal, blev skabt af kunstnergruppen bag Udstillingsstedet Sydhavn Station, og det var en genskabelse af det blå neonskilt, som tidligere havde prydet den københavnske S-togsstation. Senere fulgte 3D printede skulpturer af Morten Modin, et par filtværker af Morten Stræde og en kunstnerisk gengivelse af en skanning af Kristian Sverdrups hjerne. Se værkerne og læs mere her

I selve Kunsthal NORD har man vanen tro kunnet opleve en række eksperimenterende udstillinger med høj kvalitet, kunstsaloner med paneldebatter og kunstnersamtaler, foredrag, performances, onsdagsomvisninger på både dansk og engelsk, nye nationale og internationale samarbejdspartnere og meget, meget mere. Vi har produceret en lang række kataloger samt seværdige videointerviews og i samarbejde med BGK og Folkeuniversitetet gennemførte vi også længere undervisningsforløb i bl.a. kunsthistorie, kunstteori og avantgardekunst.

En række af landets bedste kunstnere henvender sig nu selv til Kunsthal NORD, og det er samtidigt lykkedes at opnå betragteligt mere i privat fondsstøtte. Vi er glade for, at man er begyndt at lægge mærke til os i nord og meget taknemmelige for de øgede fondsmidler. For stadig at kunne videreudvikle en af landets mest unikke udstillingssteder har vi dog brug for endnu mere i økonomisk støtte til flere hænder, der kan løfte de mange nye opgaver, som følge af successen. Vi arbejder derfor vedvarende på at forklare byens politikere og landets fonde, hvor vigtig og uundværlig en autonom kunsthal er, og ikke mindst, hvad en nonkommerciel kunsthal er.

Med fri adgang, og en række gratis arrangementer, giver vi stadig alle mulighed for at opleve professionel kunst uanset social indkomst og baggrund. Det er en vigtig demokratisk opgave, da især den eksperimenterende og nonkommercielle, kritiske kunst er et middel til personlig udvikling, samtale og samvær.


Tilbageblik på udstillinger i 2018
Året blev indledt med udstillingen STATION TO STATION med otte kunstnere fra det københavnske udstillingssted Sydhavn Station: Jens Axel Beck, Sonja Lillebæk Christensen, Heidi Hove, Ulla Hvejsel, Mette Juul, Heine Klausen, Anne Skole Overgaard og Camilla Rasborg. Alle præsenterede nye såvel som ældre værker, der udfoldede sig som malerier, skulpturer, installationer, video, foto og performances og for at møde publikum var hver af kunstnerne udstillingsvært for en dag.

Fra midten af februar kunne man opleve soloudstillingen CAMOUFLAGE med helt nye værker af Ivan Andersen, der er en af landets anerkendte og mest betydningsfulde billedkunstnere. Stærkt inspireret af Nordkraft og kunsthallens historik udfoldede han sin maleriske praksis i tre dimensioner og placerede blandt andet otte nye malerier i et vandret podium for at tvinge publikum til at kigge ned i gulvet.

I marts vendte vi os nysgerrigt mod den lokale kunstscene og åbnede udstillingen FRA NIVEAU 5 TIL 3 med syv upcomming kunstnere fra Nordjyllands Kunstnerværksted: Alexander Holm Dremstrup Nielsen, Camilla Hieronymus, Karen Brøgger, Nick Griffin, Paula Kaniewska, Sara Arenfeldt, Søren V. Byrial. Alle viste interessante værker, der enten var skabt til, eller tænkt ind i, Kunsthal NORDs særlige rammer.

I maj kunne vi præsentere POWER PLANT som et intenst internationalt udstillingsprojekt af Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen. Udstillingen var inspireret af den lokale energiproduktions fysiske og symbolske egenskaber og bestod af skulpturer, installationer, fotoprints, performances og ready made objekter, som konkret omfattede kul og restprodukter. Tillykke til Tina Maria Nielsen, der i september fortjent modtog det prestigefyldte ’Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat’ på 750.000 kr.

I sommer kunne vi præsentere nordjyderne for EB Itso, der uden tvivl er en af samtidens mest talentfulde og ambitiøse, yngre billedkunstnere. Han har allerede udstillet solo på Aros, modtaget det eftertragtede Young Talent legat og fået massiv international omtale med sine samfundskritiske værker og ved at have boet i en skjult lejlighed under Hovedbanegården i fire år. PORTABLE DARKNESS var en uhyre konsekvent og skarp udstilling, men desværre betød sommerens ulidelige hede sandsynligvis, at ikke alle fik oplevet den.  

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe, der begge har modtaget det tre-årige arbejdslegat samt flotte præmieringer af Statens Kunstfond, stod bag efterårets store udstilling TRANSMISSION FROM DARK SPACES. Det blev en tankevækkende udstilling med en række helt nye installationer, fotos, skulpturer og videoværker, der udfordrede publikum med nye erkendelsesrum og sort-hvide eksistentielle kontraster som skønhed/dæmoner, samfund/natur samt drøm og virkelighed.

På samme tid viste vi den for os noget usædvanlige udstilling DET TABTE PARADIS med 14 malerier af den aalborgeniske maler Christjern Schobius. Han blev som blot 27-årig dræbt af en sporvogn i år 1900 efter, at kritikere havde nedsablet hans hovedværk som et ’stygt og trøsteløst lærred’, ”plump og uforfinet bondeerotik” samt en ’kras virkning, selv om den kun er af Væmmelse”. Tak til fotograf Niels Fabæk, der fik den originale idé og tak til Kunsten, der generøst lånte os alle billederne.

Årets sidste udstilling HAIKU TIL HØECK er et tværæstetisk udstillingsprojekt og en særlig hyldest til en af landets største digtere, Klaus Høeck, som fyldte 80 år den 27. november. Billedkunstneren Morten Stræde og filosofiprofessor Frederik Stjernfelt har skabt en samlet skulpturel, visuel og tekstlig installation, der overbevisende og intelligent matcher kunsthallens arkitektur. Som Kristeligt Dagblads anmelder skrev, er udstillingen ”et overvældende tværæstetisk fletværk af visuelle indtryk og informationer, og den virker på beskueren både klar og forvirrende, visuelt skarptskåret og som et uendeligt sort hul af systemer og referencer". Udstillingen kan ses til 13. januar.


Fremtidens kunst
Nu venter så 2019, der tegner sig til at blive et voldsomt interessant år med kunsthallens ti års jubilæum, flere radikale udstillinger og helt nye tiltag.

Vi har netop modtaget to millioner kroner fra Det Obelske Familiefond, som gør det muligt at gennemføre et ambitiøst lærings- og udstillingsprogram, der dels skal uddanne nordjyske unge som kunst-entreprenører og dels sikre, at hver af regionens 11 kommuner vil få besøg af en tre-dages mobil satellit fyldt med kunstværker, kunstformidlere og kunstnere samt dagsprogrammer med workshops, performances samt debatskabende samtaler med kunstnere, kunstfaglige og politikere.

Det Obelske Familiefond har en lang og stærk tradition for at støtte samtidskunsten i Danmark og vi er meget stolte af samarbejdet, som vi forventer os meget af. Statens Kunstfond, UMMK og Kulturkanten 2017-2020 har også generøst støttet vores banebrydende projekt, og således anerkendt dets meget høje kunstfaglige niveau.

Den 26. januar åbner vi udstillingen Entré med nye værker af Eva Louise Buus, Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde. De tre kunstnere arbejder alle med maleri i det udvidede felt, men i Aalborg vil de for første gang undersøge deres individuelle kunstpraksisser i installatorisk sammenhæng og udforske maleriet som genre i en skulpturel scenografi.

Til april har vi inviteret Theis Wendt til at skabe sin hidtil største og mest ambitiøse soloudstilling. Inspireret af Nordkraft og vor tids digitale virkelighed, hvor vi alle er kropsløst forbundet til hinanden på internettet i et virtuelt rum, vil han skabe en totalinstallation, der med en række helt nye værker vil brede sig over kunsthallens udstillingsareal.

Ovenstående blot lidt om, hvad man kan forvente at opleve i Kunsthal NORD i årets første måneder. Programmet for resten af året er mindst lige så interessant, og det involverer blandt andet en jubilæumsudstilling som byggeplads, radikale interventioner i kunsthallen samt en række mobile satellit nedslag i Aalborg.

Og så vil vi selvfølgelig arbejde videre på at være en nyskabende, kritisk og non-kommerciel medspiller på den danske og internationale kunstscene og fremadrettet bidrage endnu mere til udviklingen af det billedkunstneriske miljø i Nordjylland.

Tak til alle de mange generøse fonde, der har støttet os gennem året og tak til alle de kunstnere, vi har arbejdet sammen med. Uden dem ingen kunsthal i Aalborg.
Med ønsket om et berigende og bragende nytår til alle.

På personalets vegne 

 

Henrik Broch-Lips,
Kunstfaglig leder
Kunsthal NORD
 

 

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.