Pressemeddelelse // Pressebilleder

HAVE A GOOD LIFE

2. NOVEMBER - 4. JANUAR 2020
ANA PAVLOVIC OG VLADIMIR TOMIC 

 

For kunstnerne Ana Pavlovic og Vladimir Tomic er temaet for deres kunstneriske praksis klart og konsekvent.
 
Vi laver værker om krig, om flugt, om det at migrere, om tvungen migration og i den forbindelse er det nok afgørende at afklare: Hvad er migration for os?
Migration er ikke bare en flytning fra ét sted til et andet. Jeg tænker, det er en livslang oplevelse, som nogle gange også strækker sig over flere generationer.

 
Aktuelle og potente begreber som fremmedgørelse, kultur, savn og længsel skaber et tydeligt politisk afsæt og samtidig stærk almenmenneskelig relevans i Ana og Vladimirs praksis. Udstillingen udmærker sig ved at turde stille store spørgsmål af eksistentiel karakter og lade besøgende undres i værkernes selskab. Hvem er jeg i forhold til de andre? Kan man tilhøre to kulturer på én gang, eller er man fremmedgjort fra begge? Hvor er min plads i verden?
 
Kunstnernes valg af metode og materiale er ligeså nærliggende, som det er dristigt, radikalt og - for nogle - grænseoverskridende. De to aktiverer på åbenhjertig vis dét, de beskriver som “intimt arkivmateriale”, nemlig egne og andres fotos, breve og video.
 
I vores kunstneriske praksis bliver dét materiale (fotos, breve, video red.) til objekter eller fragmenter – men kun fragmenter – fra et levet liv. Disse objekter besidder en aktiv og performativ hukommelse, som er forbundet med, hvordan vi i dag ser på det materiale eller dét, der er sket i fortiden. Så der er en forbindelse til en aktiv hukommelse - hvad siger det materiale os i dag, og hvad kan vi lære af det?
Selvfølgelig er materialet personligt, men det sætter også spørgsmålstegn ved, hvad vores fælles hukommelse og historie er. Materialet fortæller noget om den tid og fortæller også en generel historie som mange, mange mennesker i en lignende situation kan genkende sig selv i.

 
De to kunstneres praksis er forankret i videoværker, men til denne udstilling vil også et kæmpe modelteater i skala 1:1 indtage Kunsthal NORD.
 
Citater: Ana Pavlovic fra samtale med Kunsthal NORD den 17. oktober 2019
 
Ana Pavlovic (f. 1977) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi (2008-2014) og har tidligere udstillet på blandt andet Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning og flere internationale udstillingssteder.

Vladimir Tomic (f. 1980) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-2009) og har tidligere udstillet på blandt andet Charlottenborg, Gl. Strand og flere internationale udstillingssteder.


Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Statens Værksteder for Kunst

For mere information og aftale om interview: 
E: teis.kronborg@aalborg.dk
T: 9982 4125 / M: 3199 4125
 

ARTIST TALK I PROCES 
TIRSDAG DEN 29. OKTOBER KL. 17:00
Ana Pavlovic og Vladimir Tomic stopper op midt i installeringen og fortæller om deres praksis og den aktuelle udstillings tilbliven.

FERNISERING
FREDAG DEN 1. NOVEMBER KL. 15:00
Åbningstale af Stinna Toft, Kunsten Museum of Modern Art. 
Performance af Ana Pavlovic kl. 16:00

PERFORMANCE
I løbet af udstillingsperioden vil der ekstraordinært være mulighed for at opleve to performances af Ana Pavlovic. 

Lørdag den 16. november kl. 13:00
Lørdag den 7. december kl. 13:00

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.