KUNSTPIONERERNE
(Uddannelsen er lukket for optag per 25-08-19)
16 unge er blevet udvalgt til at føre an, når vi sætter gang i et spændende og udfordrende undervisningsforløb d. 10 september, 2019. Kunstpionererne skal lære at projektudvikle, arrangere udstillinger med professionelle kunstnere og formidle den aktuelle kunst. De skal ligeledes iværksætte kunstprojekter, der involverer og aktiverer borgerne i de nordjyske lokalsamfund.
Kunstpionererne er en gratis, to-årig deltidsuddannelse for 18 - 29 årige, som drømmer om en fremtid med kunst og kultur. Hovedfokus er at udvikle de unges kompetencer til at indgå i et samspil med den kunst, der foregår lige nu og lære at etablere udstillinger, iværksætte kulturelle projekter og navigere blandt kunstverdenens aktører og institutioner.
Indgå i innovative samarbejder med kunstnere og kunstfaglige
Kunstpionererne vil få inspiration til at kunne facilitere samtidens kunst, og få nye idéer til fundraising, formidling, idé- og projektudvikling.
Underviserne er kunstfaglige eksperter, der har speciale i samtidskunst og kuratering. Kunstpionererne kan sparre om projekter og undervisning med deres egen personlige mentor, der er professionel og akademiuddannet billedkunstner. Lær mentorerne bedre at kende her.
Kunstpionererne vil blive involveret i aktuelle udstillinger, og komme til at skabe og facilitere deres eget, konkrete kunstformidlingsprojekt.
Undervejs vil der blive arrangeret sociale arrangementer, inspirationsture og studierejser.
Land en Kunstsatellit
Kunstpionerernes afgangsprojekt er at planlægge og 'lande' en kunstsatellit et sted i Nordjylland i en af regionens 11 kommuner. De skal skabe en lokal dialogskabende platform, der i tre dage skal involvere børn, unge og voksne i eksperimenterende samtidskunst, debatter og workshops.
Hvem er Kunstpionererne?
Kunstpionererne er Kunsthal NORDs uddannelsesplatform for formidling og udbredelse af samtidskunst i Nordjylland. Holdet består af 16 unge kuratorspirer, der i et toårigt forløb prøver kræfter med at etablere og formidle kunst og kultur i alternative offentlige rum. Uddannelsens afsæt er et læringsfællesskab med højt til loftet, plads til at udfordre formen og til at vokse som menneske og kunstprofessionel. Formålet er at skabe en medrivende og gensidig dialog mellem samtidskunsten og borgere i Nordjylland.
Du kan følge Kunstpionererne på Facebook og Instagram.
Kunstpionererne er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, UMMK og KulturKANten.