Kunstpionererne / logoPressemeddelelse // Pressebilleder 
 

NY TO-ÅRIG TALENTUDDANNELSE I FORMIDLING AF NUTIDSKUNST

Kunsthal NORD lancerer ny uddannelse til 18-29 årige unge, der får kompetencer til at udvikle, iværksætte og formidle nye kunstprojekter.
 

Kunstpionererne er en ny to-årig deltidsuddannelse i kunstformidling og projektskabelse. Det gratis tilbud er målrettet 18 til 29-årige unge, der vil få stor indsigt i nutidskunsten og udviklet særlige kompetencer til at indgå i et samspil med den kunst, der foregår lige her og nu. De vil også lære at udvikle eksperimenterende kunstprojekter og få dem til at fungere i nye, overraskende sammenhænge.

”Hvis man vil lære at formidle den aktuelle kunst, og samtidig har lyst at iværksætte kunstprojekter, der involverer borgerne i de nordjyske lokalsamfund, så skal man uddanne sig som kunstpioner”, siger Henrik Broch-Lips, der er leder af Kunsthal NORD og initiativtager til Kunstpionererne.

På uddannelsen vil man også få nye idéer til idéudvikling, fundraising og projektskabelse samt ny inspiration til at kunne arrangere udstillinger med de bedste, professionelle kunstnere. Undervejs vil der blive arrangeret sociale arrangementer, inspirationsture og studierejser. 

”Underviserne er kunstfaglige eksperter, der har speciale i samtidskunst og kuratering. Og som en ekstra gevinst vil man også få sparring af sin egen personlige mentor, der er professionel og akademiuddannet billedkunstner”, siger Henrik Broch-Lips. 

Gennem uddannelsen bliver man involveret i aktuelle udstillinger, og kommer til at skabe og gennemføre sit helt eget, konkrete kunstprojekt. Man vil komme til at arbejde selvstændigt, men skal også være indstillet på at løse opgaver i samarbejde med sine medpionerer.

”Kunstpionerernes afgangsprojekt er at planlægge og 'lande' en kunstsatellit et sted i Nordjylland i en af regionens 11 kommuner. Sammen med os i Kunsthal NORD skal man skabe en lokal dialogskabende platform, der i tre dage skal involvere børn, unge og voksne i eksperimenterende samtidskunst, debatter og workshops”, siger Henrik Broch-Lips.

Det er visionen, at kunstpionererne med deres engagement skal skabe større kendskab og interesse for nutidskunsten i hele Nordjylland, og at de kan være med til, at flere bruger de allerede eksisterende kultur- og kunsttilbud og deltager i diskussioner om kunstens funktion.

”Det er mit håb at kunne give kunstinteresserede unge en større kritisk bevidsthed og indsigt i nutidskunstens potentiale, så de naturligt kan gå i dialog med borgerne og åbne nye veje til samtaler, refleksion og engagement. Lærer kunstpionererne tilmed at kunne udfordre etablerede kunstinstitutioner, og får de sat mere gang i det spirende kunstmiljø, så er målet nået”, siger Henrik Broch-Lips.

FAKTA:

  • Kunstpionererne er en gratis uddannelse for alle unge i aldersgruppen 18-29 år.
  • Erfaring inden for kunst, kultur og projektarbejde er ikke et krav.
  • Uddannelsen er to-årig og på deltid.
  • Undervisningen foregår i Kunsthal NORD tirsdage og torsdage 17.00 – 20.30.
  • Uddannelsen er ikke SU-berettiget.
  • Uddannelsen vil inkludere delvist finansierede studierejser i ind-og udland.
  • Ansøgningsfrist: 25-08-2019.
  • Uddannelsesstart: 10-09-2019.
  • Har du spørgsmål, skriv til os på info@kunsthalnord.dk
  • Vi læser ansøgninger løbende og derfor opfordrer vi til at søge allerede nu
  • Følg @kunstpionererne på instagram og facebook. 


For mere information:
E: info@kunsthalnord.dk
T: 9982 4125

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.