Mentorer

Lars Worm er uddannet fra det Fynske Kunstakademi i 2009. I sin kunstpraksis undersøger han bevægelsen mellem det rationelle og det irrationelle og er samtidig interesseret i eksistentielle temaer som krop, natur, evolution, tvivl og erindring. Når han slipper kontrollen, og lader sit materiale og hånden styre processen, mødes cool minimalisme med abstrakt ekspressionisme. Bor og arbejder i både Aarhus og København.

 

Freja Niemann Lundrup er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2018. Menneskets indre form er udgangspunktet for hendes arbejde med skulpturen, hvor det perfekte møder det uperfekte. Ved at hugge glatte overflader i sten skaber hun ofte en kompleks, organisk og social formgivning. 
Bor og arbejder i både Aarhus og København.

 

Morten Modin er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014. Arbejder med skulpturelle undersøgelser i det udvidede felt, og er en af de yngre kunstnere med størst erfaring i at bruge 3D print i sin kunstneriske praksis. Han er især kendt for sine farvestrålende plastikskulpturer, store spraymalede lerformationer og stedspecifikke gipsskulpturer. Bor og arbejder i København. 

 

Regitze Engelsborg Karlsen er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2018. Hun inddrager ofte beskuerne i sine enorme installationer, der oftest består af kalk, grus og lærred. Hun inddrager dog også andre materialer som keramiske objekter, lys, transportbånd og drænrør i sine værker.
Bor og arbejder i Sorø. 

 

Andreas Rasmussen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013. Han arbejder både stedspecifikt og med særegne materialer og medier som 3D print, asfalt, plastik, søvand og forkromet gips. I spændingsfeltet mellem tradition og innovation kombinerer han ofte sine skulpturelle installationer med en digitalt båret kunstpraksis. Bor og arbejder i København. 

 

Julie Stavad er uddannet fra det Jyske Kunstakademi i 2015. Hun benytter oftest materialer som beton, sæbe, ler, stearin, stål, spejle og papir i sine værker, der nøje er skabt ud fra skitser og de anvendte materialer. Ofte er hendes værker en elegant leg med form og skala i relation til den menneskelige krop. Hun bor og arbejder i Aarhus. 
 

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.