KUNSTHAL NORD MODTAGER MILLIONDONATION 

Det Obelske Familiefond har givet Kunsthal NORD to millioner kroner, der sikrer et nyskabende to-årigt læringsforløb for unge, og at den publikumsinvolverende samtidskunst kommer ud i hele Nordjylland.

En uvurderlig millionstøtte fra Det Obelske Familiefond gør det muligt for Kunsthal NORD at gennemføre det planlagte lærings- og udstillingsprogram KUNSTPIONERER OG KUNSTSATELLITTER I KREDSLØB.

Det ambitiøse og todelte projekt skal uddanne nordjyske unge som kunstformidlere og sikre, at hver af regionens 11 kommuner vil få besøg af en tre-dages mobil satellit fyldt med kunstværker, kunstformidlere og kunstnere samt dagsprogrammer med workshops, performances samt debatskabende samtaler med kunstnere, kunstfaglige og politikere.

”Kunsthal NORD har siden sin start i 2009 udviklet sig til at være et samproducerende kunstnerisk laboratorium for den bedste eksperimenterende samtidskunst i Danmark og med de seneste års opsigtsvækkende projekter, som 15 mini-kunsthaller på Aalborgs centrale torve, Kunsten ud til kanten på Mors og satellitten S1 på Aalborg Banegaard, har vi også taget ansvar for at bringe kunsten og kunstnerne ud af institutionen og ind i det offentlige rum”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.

Den 56-årige kunsthistoriker og institutionens øvrige medarbejdere forventer sig meget af samarbejdet med Det Obelske Familiefond, der har en lang og stærk tradition for at støtte samtidskunsten i Danmark.

”Med den generøse støtte fra Det Obelske Familiefond kan vi for alvor udvikle unges kunstforståelse og bringe eksperimenterende samtidskunst og inspirerende samtaler om kunst og kultur ud til alle i de nordjyske lokalområder. Samtidig kan vi yderligere konsolidere vores centrale plads på kunstscenen som en professionel videns- og læringsplatform, der præsenterer den nonkommercielle del af nutidskunsten, som ofte har svære vilkår på museer og gallerier”, siger Henrik Broch-Lips.

Kunsthal NORDs lærings- og udstillingsprogram stemmer fint overens med Det Obelske Familiefonds strategiske målsætning om at støtte en kunst, der 'vækker undren over det eksisterende’ og fondens ønske om at få kunst og kunstnere ud til befolkningsgrupper, som måske ellers ikke ville møde kunsten.

”Kunsthal NORD udgør en stor del af den nordjyske samtidskunstscene, og med samtidskunsten som er et af vores indsatsområder, er det helt i tråd med fondets strategi at støtte op om de nye spændende initiativer, og bringe kunsten ud til publikum”, siger Britta Graae, fondsadministrator i Det Obelske Familiefond.



 

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.