UDSTILLING // INDOORS

Claus Egemose, Allan Gabi & Michael Mørk

Med en række skulpturelle værker skaber Claus Egemose og Michael Mørk sammen med deres alter ego Allan Gabi en spektakulær totalinstallation i Kunsthal NORD.

Allan Gabi er en abstrakt persona, et arbejdsfællesskab og en metode. Det er den autonome figur, som Egemose og Mørk har udvalgt til at repræsentere deres kunstnerduo. Allan Gabi giver de to kunstnere mulighed for at tilsidesætte deres egne interesser for en stund og i stedet fokusere på et fælles sprog, der kan kanaliseres ud gennem en tredje person, et neutralt ingenmandsland.

Når Allan Gabis værk kan forstås som et mellemrum indsat mellem Egemose og Mørk, er det fordi, det fysisk er placeret i overgangen fra én kunstners udstilling til en anden. Egemose har indtaget kunsthallens første udstillingsrum. Her starter de rumlige udforskninger med forskellige materialer og farver, der både får et fragmenteret og samlende udtryk. 

Ligesom Egemose, tilføjer Mørk sit eget perspektiv på rumlige udforskninger, der her konkretiseres i forskellige installationer og malerier. Skalaer og deres forskydninger toner frem i udstillingens forskellige værker. Samlende for Mørks værker er et sanseligt aspekt. 

Allan Gabi, Claus Egemose og Michael Mørk giver tre forskellige bud på, hvordan rum udfordres og udfoldes. Hvordan rum præger et kunstværk, og hvordan kunstværket præger et rum. Her spiller beskueren en bærende rolle; kunstværket og rummet får først betydning, når det sanses, aktiveres og opleves, og beskueren er tænkt med i alle aspekter af udstillingen INDOORS.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Beckett-Fonden og Statens Værksteder For Kunst.

Oplev udstillingen mandag-fredag 11-17 og lørdag 11-15.

 

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.