MEMORIES OF THE FORGOTTEN
10. JANUAR - 23. FEBRUAR 2014
JOACHIM FLEINERT
THE FOREST
10. JAN - 23. FEB 2014
MORTEN BARKER
De to kunstnere udstiller fotografier, videoer, installationer og skulpturer. Umiddelbart adskiller de to fotografers formsprog sig radikalt fra hinanden, men i henseende til værkernes tematiske universer ses der nogle fascinerende overensstemmelser. Den overgribende tematik for de to kunstnere er en repræsentation af de spor, som er sat af historien, men det er spor, som er forvist fra den tænkning, der definerer, hvad der er et menneskes, en epokes eller en traditions historie. De, der har retten til at definere og konstruere den sande historie, tænker ikke i ligeværdighed, men i hierarkier, og derfor usynliggøres vigtige sider af det historiske.
Titlen på Joachim Fleinerts del af udstillingen er da også allerede en nøgle til denne centrale erindringsproblematik: Memories of the Forgotten. Som ovenfor nævnt indgår der i Fleinerts udstilling bl.a. fotografier og videoer. Den er bygget op omkring glasnegativer fra begyndelsen af 1900-tallet. Den ny teknik gav mulighed for at sociale lag, der ikke tidligere havde haft økonomiske muligheder for at lade sig portrættere af en maler, nu kunne fremstille sig selv og dermed skabe sig et erindringsrum. De typiske genrer var portrættet, familjen i forskellige situationer, og det fysiske rum omkring erindringen blev fotoalbummet. Et centralt værk i udstillingen er en videoinstallation, der består af 24 anonyme fotografiske portrætter. Joachim Freinert har fotograferet negativerne, manipuleret og animeret dem. Der fokuseres på blikket, og der skabes en identitet, som giver det stivnede bevægelse og liv og det forgangne nutid. Konstruktionen af denne lille anonyme historie kan derfor ses som en drilsk kommentar til den store histories portrætmalere.
Morten Barkers udstilling bærer titlen The Forest og tematiserer bl.a. gennem fotografier, video, installationer af skov og lyd de militære skydeterræners anonymiserede og fortrængte landskaber. Udstillingen viser røntgenbilleder af grene, hvori projektiler har skåret sig ind, og betragterne kan i en hytte høre fuglestemmer og insekters summen. Ved hytten ses en installation af poppeltræer, som bærer spor af projektilers hærgen. Dertil kommer store landskabsfotografier og fotografiske studier af skoven, som refererer til den danske guldaldertradition, for hvem landskabet var bærer af uskyld og skønhed. Morten Barker kommenterer denne synsmåde ved at installere gruen i skønheden, ikke som modsætninger, men elementer, der vokser sammen til en helhed, der rummer sin egen fascination. Ved at fokusere på at landskabet og naturen er nødvendige elementer i kulturens forberedelse af krig og død, og ved gennem sine værker at vise, hvordan gruen og skønheden vokser sammen til en enhed, dekonstruerer Morten Barker guldalderens fortælling om naturens renhed og dermed en central tradition i dansk kulturhistorie. For ret beset er al naturs og kulturs historie et uopløseligt sammensurium af skønhed og hæslighed og af skiftende positioner i henseende til, hvem der er subjekt, og hvem der er objekt.
Udstillingen repræsenterer oversete sider af vores historie. De to kunstnere bryder gennem deres værker med forestillingen om, at historien består i kontinuerte og homogene forløb. Den er tværtimod fyldt med spor af forglemmelser og fortrængninger, og når de fremdrages, fremstår den desto mere kompleks og uigennemtrængelig.
Download udstillingens paper her
Tak til udstillingens sponsorer | |
| |