WHAT'S WRONG - Ung kunst fra Schweiz og Danmark
12. august – 15. oktober 2017
Den internationale udstilling WHAT’S WRONG er med nye værker af de tre schweiziske kunstnere Manon Bellet, Manuel Burgener og Luc Mattenberger samt de to danske kunstnere Mo Maja Moesgaard og Stine Marie Jacobsen. Bellet, Burgener og Mattenberger er navne man møder på den schweiziske upcomming kunstscene, men i Skandinavien vil deres eksperimenterende crossover kunstpraksisser være et nyt bekendtskab. Mo Maja Moesgaard og Stine Marie Jacobsen er ligeledes ved at være kendte her hjemme, men i en nordjysk kontekst er begge kunstnere ubeskrevne.
De fem kunstneres interdisciplinære og kontemporære installationer vil konkret blive produceret på stedet eller nyinstalleret i Kunsthal NORD. Målet er at styrke den kunstneriske dialog mellem Schweiz og Danmark og samtidig give publikum et indblik i en schweizisk kunstscene, der netop nu markerer sig positivt internationalt.
LINE-UP:
Manon Bellet (1979) bor aktuelt i New Orleans i USA, men vi har fået hende til at bidrage med et værk, som hun skal skabe på stedet i samarbejde med lokale musikere. Direkte op ad væggen i kunsthallens over elleve meter høje rum vil Manon Bellet installere brændte silkepapirstumper, der kontinuerligt vil bevæge sig efter de inviterede musikeres performance og de deraf opståede lydfrekvenser. Værket bliver konstant transformeret, og uundgåeligt bliver det ’ødelagt’ i takt med at dets enkeltdele løsner sig fra væggen og falder ned på gulvet. Kontekstuelt og kunstnerisk relaterer værket sig til Nordkrafts tidligere kulforbrænding og hastige transformation fra industribygning til kulturelt kraftværk. Er uddannet fra Ecole cantonale d’art Valais (ECAV) i Sierre i Schweiz og Chelthenham & Gloucester Art College of Higher Education i England i 2005. Manon Bellet bor og arbejder i Basel, Berlin og New Orleans.
Manuel Burgener (1978) vil arbejde med rummets fysiske tomhed ved at udfordre fraværet af materie og bygge nye værker, der er tilpasset Kunsthal NORDs arkitektur. Han vil skabe installatoriske skulpturer, der ved hjælp af elektriske impulser alene bliver holdt sammen på grund af vakuum imellem strukturernes forskellige dele. Fraværet af materiale bliver synligt, da man som beskuer ser skulpturen blive holdt sammen helt uden søm og skruer. Værket vil opleves som et futuristisk industriprojekt i omgivelser, der tidligere var den mere klassiske industriproduktions rå og kompromisløse lokaler.
Manuel Burgener er uddannet i 2004 fra Hochschule der Künste, Bern, Switzerland. Bor og arbejder i Bern, Schweiz.
Luc Mattenberger (1980) tager konkret udgangspunkt i den hastige transformation fra beskidt kuldrevet kraftvarmeværk til tjekket sted for kunst og kultur. Han vil bl.a. bygge et par nye vægge med hvide fliser, hvorpå er fastgjort et buet vandrør. Installationen mimer den kliniske renhed i et hospital, lighus eller slagteri og bliver derved et uhyggeligt og fortrængt element, der måske har referencer til Nordkrafts tidligere, ofte temmelig dramatiske historie.
Er uddannet fra HEAD (Haute école d’art et de design) i Geneve i 2006. Bor og arbejder i Basel, Schweiz.
Mo Maja Moesgaard (1980) har på det seneste gjort sig bemærket med sine tegninger og animationer, hvis æstetik og tematik trækker på en type hverdagsrealisme, man især kender fra 70’ernes billedsprog. Til WHAT’S WRONG viser vi den kapitalismekritiske film 'Slowly but Suddenly', der er inspireret af klimaforandringer og dommedagsfortællinger. Den bliver installeret i en særlig designet biograf, der bliver bygget som et værk til udstillingen. Mo Maja Moesgaard deltager også i Kunsthal NORDs nye projekt KN1-15: Femten Kunsthaller.
Er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2014) med en teoretisk mastergrad i gender studies fra Goldsmiths University (2011) i London. Bor og arbejder i København.
Stine Marie Jacobsen (1977) arbejder med tekst, workshops, performances, sociale eksperimenter og undervisningssituationer, hvor nye diskurser og kritisk tænkning kan opstå. Hendes projekter sætter fokus på film, køn, vold, død, tabu, psykologi, lovgivning, sprog og etik. Til WHAT’S WRONG tager hun udgangspunkt i sit tekstværk German for Artists, som hun vil udfolde installatorisk og kontekstuelt i Kunsthal NORD. Stine Marie Jacobsen deltager også i Kunsthal NORDs nye projekt KN1-15: Femten Kunsthaller.
Stine Marie Jacobsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Bor og arbejder i Berlin.
Se eller download udstillingskatalog her
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Pro Helvetia og Den Schweiziske Ambassade i København.