[UDEN TITEL 17]
17. juni – 6. august 2017
Anna Bak // Sidsel Carré // Signe Frederiksen // Christine Overvad Hansen // Absalon Kirkeby // Heine Thorhauge Mathiasen // Jens Settergren // Emil Toldbod
[UDEN TITEL 17] er en ambitiøs udstilling med nye værker skabt af otte, yngre talentfulde billedkunstnere, der alle er uddannet fra et anerkendt kunstakademi. De er nøje udvalgt og inviteret til at producere værker, der enten er skabt til, eller tænkt ind i, Kunsthal NORDs særlige rammer.
Kunstnerne har høstet anerkendelse for deres afgangsværker, og flere af dem har fået vist værker på velrenommerede museums- og galleriudstillinger samt kunstnerstyrede projektrum. Dermed er de allerede stærkt på vej til at præge nutidskunsten herhjemme og i udlandet.
Målet med [UDEN TITEL 17] er at skabe modige og udviklende sammenstød mellem unge billedkunstnere fra forskellige akademier og med forskellig geografisk baggrund. Samtidig vil vi gerne udfordre det nordjyske publikum med den nye, eksperimenterende kunst med dens forskellige kunstpraksisser og –udtryk.
“Kunsthal NORD er regionens eksperimenterende platform for den aktuelle nutidskunst og vores opgave er også at tilbyde en række af landets mere uprøvede talenter uvurderlig erfaring og et kærkomment løft”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.
Da Kunsthal NORD gerne vil være med til at udvikle nye tværnationale dialoger, og give både fraflyttede og bosiddende billedkunstnere mulighed for at vise deres værker til hjemegnens publikum, er fire af kunstnerne nært og familiært forbundet med Nordjylland.
”Vi ved fra de seneste års [UDEN TITEL] udstillinger, at sådanne dialogskabende og stedspecifikke udstillinger, der er et intenst samarbejde mellem de inviterede kunstnere ’on the spot’ også giver de lokale kunstnere ny inspiration og nye kontakter”, siger Henrik Broch-Lips.
‘Uden titel’ har været den mest udbredte værkbetegnelse i samtidskunsten, siden kunstnerne i 1960'erne begyndte at undgå titler på deres værker i kampen mod en for fast forankret forståelse og alt for ledende fortolkninger.
Titlen hævder sit fravær, og som kunstnerisk strategi peger den på kunst som netop billedkunst, der skal opleves visuelt og ikke ‘læses’ som et litterært udtryk. Og ved igen at tilføje et årstal er det håbet hvert år fremover at kunne præsentere en sådan tværnational dialogskabende kortlægning af talentfulde danske billedkunstnere på vej.
Kunsthal NORD er medlem af FKD (Foreningen af Kunsthaller i Danmark), og der arbejdes vedvarende på at skærpe profilen som det mest innovative udstillingssted for den professionelle nutidskunst – ikke bare i Nordjylland, men i hele landet. [UDEN TITEL] udstillingerne er et yderligere boost i den rigtige retning.
De planlagte værkproduktioner er udviklet i samarbejde med udstillingens kurator, Henrik Broch-Lips, der er kunsthistoriker og leder af Kunsthal NORD.
Se eller download udstillingskatalog her
LINE-UP:
Anna Bak (1985) skaber skulpturer og stedspecifikke installationer med et ofte arkitektonisk og industrielt designet præg. Til udstillingen i Kunsthal NORD har Anna Bak taget udgangspunkt i Aalborgs industrihistorie og skabt to store, identiske konstruktioner, der er opstillet symmetrisk, og som derved spejler hinanden. Den ene er hvid, og refererer til saltdistribution i Aalborg og den anden er sort, og er inspireret af Nordkrafts transformering af kul til varmeenergi.
Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2012. Bor og arbejder i København.
Sidsel Carré (1981) arbejder med mange forskellige genrer som videofilm, performances, fotografi og tegninger. Til udstillingen [UDEN TITEL 17] har hun lavet tre nye, store abstrakte malerier, med titlerne “solbrændt”, “lungeurt” og “solid”. Det er akvarel på gipsbund, som indebærer at det ”ikke kan ikke gøres om” og formgivningen er kortvarig og rytmisk. Til trods for deres størrelse, og malet på lærred, fremstår malerierne lette, åbne og med et poetisk strøg.
Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2015. Født og opvokset i Svenstrup. Bor og arbejder i København.
Signe Frederiksen (1987) udfordrer det særlige sprog, der omgiver institutionen kunst. Hun har tidligere iscenesat en række tekstbaserede performances, hvor forholdet mellem publikum, kunstner og værk er det centrale. Under udstillingen opfører Signe Frederiksen sit værk Eksperimenterende Kunst. Signe Frederiksen holder et oplæg om eksperimenterende kunst og viser publikum rundt i udstillingen i [UDEN TITEL 17].. Tjek www.kunsthalnord.dk for dato og tidspunkt for opførelser.
Afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2013. Født i Thisted og opvokset på Mors. Bor og arbejder i Paris.
Christine Overvad Hansen (1988) arbejder ofte i krydsfeltet mellem skulptur og performance. Hun bruger gennemgående kroppen som instrument i performative eller skulpturelle handlinger, der blot lader aftryk af dens tilstedeværelse tilbage. Til [UDEN TITEL 17] har Christine Overvad Hansen udformet en omfattende installation, der forholder sig til rummenes særlige arkitektur. Installationen omfatter cire-perdue støbninger i aluminium og bly, smaragd og skind, samt en motoriseret skulptur i aluminium og tekstil.
Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2016. Bor og arbejder i København.
Absalon Kirkeby (1983) udforsker billedets mekanikker og bruger fotografier som et medium, hvorigennem mennesker, varer og identiteter bliver reflekteret. Moderne digital teknologi adskiller sanselig perception fra identitet og Kirkebys arbejde afspejler overførslen af fotografier fra kamera til skærm og print ved at gøre brug af digital billedmanipulation. Til Kunsthal NORD har Kirkeby lavet nye, installatoriske værker, der både besidder maleriske og taktile kvaliteter.
Uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi 2014. Talrige sommerophold på Læsø. Bor og arbejder i København.
Heine Thorhauge Mathiasen (1982) aktiverer og tilfører oftest mening i de tilstedeværende værker, rummet og i kunstoplevelsen. Stedspecifikt skaber han originale blandformer, der befinder sig mellem skulptur, design og installation, i en praksis der søger at udfordre kunstværket som autonomt udsagn. I Kunsthal NORD skaber han både en række nye singulære værker, der relaterer sig til kunsthallens arkitektur og et værk, der vil fungere som en art formidling af de øvrige kunstneres værker.
Tog afgang det Kgl. Danske Kunstakademi 2012. Opvokset i det vestlige Nordjylland. Bor og arbejder i København.
Jens Settergren (1989) arbejder i et krydsfelt af medier, herunder lyd og tekst, ofte udfoldet i skulpturelle og rumlige værker. Han er særligt optaget af kollektive billeddannelser samt samspillet mellem mennesket og dets konstruerede omgivelser. I Kunsthal NORD har Jens Settergren skabt en særdeles stedspecifik installation, der er integreret i Nordkrafts rør- og varmesystem.
Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 2016. Er medlem af Piscine og har desuden udgivet forskellige tekstværker, blandt andet digtsamlingen Tropica Dissolvuntur. Bor og arbejder i Aarhus.
Emil Toldbod (1982) laver selv sine redskaber, når han som en anden arkæolog eller eventyrer graver i jorden efter Pyrit og andre ’perfekte’ mineraler. Til udstillingen i Kunsthal NORD har han skabt et helt nyt, performativt værk, der relaterer sig til de nordjyske omgivelser og som indbefatter en hjemmelavet næsten 100 kg tung dykkerdragt, en række hjemmelavede dykkerredskaber og et forsøg på at finde dét omvendte drejede sneglehus, der er beskrevet i Jules Vernes roman ”En Verdensomsejling Under Havet”.
Afgang fra Det kgl. Danske Kunstakademi 2015. Bor og arbejder i København.