SETTING SAIL IN A TEARDROP OF FEAR AND DESIRE
22. JANUAR - 6. MARTS 2016
ADAM SAKS
Udstillingen ‘Setting sail in a teardrop of fear and desire’ er planlagt som en malerisk manifestation af en af landets dygtigste og internationalt anerkendte kunstmalere. Adam Saks har tidligere udstillet solo på prominente museer og udstillingssteder i ind- og udland, men for første gang i sin karriere vil han male direkte på væggene og samtidigt præsentere os for en række helt nye store oliemalerier lavet specifikt til Kunsthal NORD.
Adam Saks arbejder i spændet mellem figuration og abstraktion og oftest med en flertydig forståelsesramme. Han benytter en særlig form for motiv- og billedsampling, hvor han ved at løsrive billedelementer fra deres oprindelige kontekst og genindsætte dem i forskellige konstellationer, skaber en række nye fortællinger.
Tidligere har Adam Saks hentet sine billedelementer fra både høj- og lavkulturen, og har oftest været inspireret af menneskets overskridelse af mentale grænser - det være sig opiumshulens dæmoni eller den tatoverede krop, der med billeder under huden vidner om levet liv og eksistentielle grundvilkår.
Inspirationen til flere af de nye værker, som udstillingen I Kunsthal NORD vil blive bygget op omkring, har Adam Saks dog hverken hentet i opiumståger eller kropsbilleder, men i det utopiske Monte Veritá - Sandhedens Bjerg, hvor en gruppe unge pionerer i begyndelsen af 1900-tallet startede verdens første alternative samfund. Her kæmpede man for kooperative systemer, kvinders frigørelse, fri kærlighed og ønsket om sammensmeltning af sjæl, ånd og krop.
Adam Saks er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 1993-1999, men har siden boet og arbejdet i Berlin. Hans kunst er repræsenteret i en række offentlige samlinger i Danmark, Finland, Sverige og Frankrig og har udstillet solo på bl.a. Aros Aarhus Kunstmuseum, Städtische Galerie Offenburg, Galerie Forsblom i Helsinki, Radius i Stuttgart, Gallery Bourouina i Berlin og Nordiska Akvarellmuseet i Sverige.
Adam Saks har netop fået overrakt Dronning Sonjas mindelegat ‘Kjell Nupen Memorial Grant’, der består af et arbejdsophold på det verdensberømte værksted Universal Limited Art Editions i New York samt et stipendium på 50.000 norske kroner. Det uddeles hvert andet år til en nordisk kunstner, som har udmærket sig indenfor især den grafiske kunst.
Se video her: http://www.queensonjaprintaward.no/?page_id=5
Se eller download udstillingskatalog her
Udstillingen er støttet af: