FRA NIVEAU 5 TIL 3
23. MARTS - 15. APRIL 2018
Alexander Holm Dremstrup Nielsen, Camilla Hieronymus, Karen Brøgger, Nick Griffin, Paula Kaniewska, Sara Arenfeldt, Søren V. Byrial
FRA NIVEAU 5 TIL 3 er en udstilling med nye værker skabt af syv billedkunstnere, der alle er tilknyttet Nordjyllands Kunstnerværksted. De er inviteret til at producere værker, der enten er skabt til, eller tænkt ind i, Kunsthal NORDs særlige rammer.
“Som platform for den aktuelle nutidskunst producerer Kunsthal NORD udstillinger med nogle af landets mest anerkendte og professionelle billedkunstnere. Men en gang imellem vender vi os nysgerrigt mod den lokale kunstscene for at tilbyde mere uprøvede talenter uvurderlig erfaring og ny inspiration”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.
Nordjyllands Kunstnerværksted er for aktive, udøvende billedkunstnere, der har brug for gode værkstedsfaciliteter og som har stærke ambitioner om en kunstnerisk karriere. Det er drevet af Kunsthal NORD, som råder over atelierpladser på niveau 5 i Nordkraft og på Skydebanevej 9.
Formålet er at understøtte den lokale billedkunstneriske produktion og skabe et miljø for kunstnerisk udvikling og gensidig inspiration mellem billedkunstnere i Nordjylland.
Udstillingen er støttet af Aalborg Kommune og KulturKANtens Ud-over-kanten-pulje.