VEJEN IND ER VEJEN UD
3. AUGUST - 22. SEPTEMBER 2013
METTE VANGSGAARD & SIGNE JAÏS
De to anerkendte kunstnere METTE VANGSGAARD og SIGNE JAÏS transformerer med deres udstilling: VEJEN IND ER VEJEN UD Kunsthal Nord til en abstrakt by opbygget af bl.a. nye collageværker. Velkendte byobjekter som butiksfacader, skilte og et billboard viser vejen ind og ud i udstillingen, hvor publikum kan gå på opdagelse i små byrum og skæve miljøer.
For VANGSGAARD og JAÏS handler det ikke om en bestemt by, men mere om overgangen mellem den private og offentlige sfære, de kollektive erindringer, sociale udvekslinger, materialer samt de forskellige rum, der bl.a. knytter sig til byen som fænomen.
På udstillingen kan man bl.a. opleve en række af VANGSGAARDS og JAÏS' helt unikke collagekonstruktioner, hvor de bl.a. med udklip fra magasiner, aviser, bøger eller ting, de har fundet på gaden, har skabt nye, taktile verdner af komplekse sammenstød ved at hive materialerne ud af deres gængse kontekster og placere dem i både tegnede og malede billeduniverser.
VANGSGAARD præsenterer bl.a. nye malericollager, hvor hun har zoomet ind på en række fragtmenter og objekter fra bybilledet, som vi ofte ikke tillægger den store betydning og nærmest kun registrerer i kraft af deres fravær. Der er tale om en billedserie, der portrætterer, sko, ben, dørhåndtag og mure. Værkerne er lavet på lærred med stof, udklip og tyk maling samt i et mere ekspressivt og legende sprog end tidligere. Motivudsnittene forfører simpelthen publikum til fortællinger, der ligger udenfor værkernes fysiske formater.
JAÏS har til udstillingen bl.a. skabt en række værker, der stiller skarpt på de vage terræner, der eksisterer mellem land og by. Der er tale om tre store værker udarbejdet på gamle finérplader, der motivisk viser forskellige butiksfacader bl.a. en juveler, et vaskeri og et supermarked. Alle steder, der engang har været aktive, men nu befinder sig i dvale, i en form for limbo. Jaïs stiller med sine værker en række spørgsmål til, hvad centrum og periferi er for nogle størrelser, og publikums nysgerrighed pirres til at ville vide mere om disse ikke-steder. Hvad er der egentlig sket, hvilket liv har været levet der, og hvordan udvikler disse vage terræner sig i fremtiden?
METTE VANGSGAARD (1968) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1996 og har siden sin afgang modtaget adskillige legater bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 2011. Hendes værker indgår i forskellige samlinger bl.a. Vejen Kunstmuseum, Grimmerhus Keramik Museum og KUNSTEN.
SIGNE JAÏS (1967) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1996 og har siden sin afgang udstillet på gallerier i ind - og udland samt deltaget på de internationale artfairs: Art Amsterdam, 2010 og SWAB Barcelona, 2008. Derudover har hun modtaget adskillige legater bl.a. fra Henry Heerup, Akademiraadet og Statens Kunstfond.
Download udstillings paper her
Tak til udstillingens sponsorer | |
| |