KONSTRUKTIONER
5. september - 18. oktober 2015
ANITA JØRGENSEN / LISBETH EUGENIE CHRISTENSEN
KONSTRUKTIONER er et nyt særegent samarbejde og en eksperimenterende tværmedial dialog mellem billedhuggeren Anita Jørgensen og maleren Lisbeth Eugenie Christensen. Fra hver sin generation og kunstneriske ståsted vil de to kunstnere udfordre såvel Kunsthal NORDs arkitektur som de traditionelle medier, maleri og skulptur.
Begge kunstnere arbejder med mange betydningslag, hvor forførelse, energi, poesi, bevægelse og ikke mindst farvernes sarthed er af stor betydning. Materialebevidsthed og kunstnerisk formarbejde præger værkerne og deres konstruktioner fremstår klart og tydeligt, uanset om det er maleri, papirarbejder, objekter eller skulptur.
Anita Jørgensen er en meget erfaren og anerkendt billedhugger, hvis kunstneriske udtryk dog er ungt og ekstremt cool. Anita Jørgensens eksperimenterende formsprog har aldrig kunnet aflæses bogstaveligt som gengivelser af genkendelige genstande, alligevel er hendes sokkelløse og tilsyneladende selvbevidste skulpturer altid på niveau med gulv og beskuer.
Til sine ofte stærkt forførende værker anvender Anita Jørgensen bearbejdede materialer som glas, gummi, stål, bly og neon og netop dén industrielle materialebevidsthed passer perfekt til Kunsthal NORDs rammer. Hendes fortløbende undersøgelse af de rum som opstår mellem materialerne korresponderer yderligere med de nye, dynamiske rum og mellemrum, der uvilkårligt vil kunne opleves mellem skulpturerne og kunsthallens rå æstetik.
Lisbeth Eugenie Christensen arbejder formelt og til tider nærmest klassisk med maleriets artikulation. Hendes malerier handler om linje, dybde, flade og farve, men der er også plads til intuition og pludselige indskydelser. For at skabe illusion om komplekse rum inddrager hun ofte geometri og perspektiv samt genkendelige delelementer, der løsrevet fra sine oprindelige former enten bliver bearbejdet til nye konstellationer eller helt nedbrudt.
Lisbeth Eugenie Christensen har lavet en del store udsmykninger og modtaget indtil flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond, som også har indkøbt værker af hende. Inspireret af Kunsthal NORDs æstetiske rammer og Anita Jørgensens cool skulpturer har Lisbeth Eugenie Christensen skabt en række helt nye malerier på lærred og et dusin store papirarbejder.
Kunsthal NORD er Nordjyllands sted for den eksperimenterende og kontekstuelle nutidskunst. Med KONSTRUKTIONER vil vi gerne vise, at vi også er i stand til at håndtere lidt mere spektakulære og omkostningstunge udstillinger af for længst anerkendte og etablerede kunstnere.
Anita Jørgensen (f.1942 i København) er uddannet fra Skolen f. Brugskunst 1977-81 og Rietweld Academie, Amsterdam,1980. Hun er repræsenteret på en række af landets museer, har produceret en række offentlige værker, modtaget adskillige priser og har haft en række store soloudstillinger på bl.a. Randers Kunstmuseum 1985, Galleri Keller, Paris 1988 – 1991, Maison de la culture d`Amiens, Amiens, Frankrig 1988, Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg 1993, Kunstforeningen Gl. Strand, Kbh. 1999, Esbjerg Kunstmuseum 2003, Ny Carlsberg Glyptotek 2013. Bor og arbejder i København.
Lisbeth Eugenie Christensen (f. 1969 i Hjørring) er uddannet fra Designskolen Kolding 1995. Hun har foretaget en række offentlige udsmykninger, modtaget en lang række legater og bl.a. udstillet på anerkendte museer og udstillingssteder som f.eks. Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, Holstebro (2015), Himmerlands Kunstmuseum, Aars (2012), Rundetaarn, København (2012), Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring (2009) og Galleri Profilen, Århus (2007). Bor og arbejder i Tommerup, Fyn.
Se eller download udstillingskatalog her
Udstillingen er støttet af:
| | | | Grosserer L.F. Foghts Fond | | | | |