SOLO
7. MARTS - 27. APRIL 2014
DANIEL SVARRE
Med udstillingen sætter Daniel Svarre fokus på spændingsfeltet mellem det, at være inkluderet eller ekskluderet af fællesskabet og hvordan dette forhold mentalt og visuelt konstrueres. Svarre undersøger igennem sine værker, hvordan det netop påvirker subjektet, at falde udenfor samfundets normer, og inddrager skulpturelt sin egen krop som udgangspunktet for denne undersøgelse. Dermed sætter Svarre sig også selv i spil som det påvirkede subjekt med sit eget blik og køn i en samtidig politisk og social forståelsesramme.
På udstillingen kan de besøgende blandt andet opleve værkerne ”Uniformer” og ”Positioner”. ”Uniformer” er en serie tekstilcollager, der repræsenterer beklædningens sociale og kulturelle betydninger i forhold til personlig interageren og camoflering i hverdagen. Skulpturerne i ”Positioner” forestiller kroppe, der samsmelter med Kunsthallens arkitektur. Svarre vil med værket afspejle et indre begær om det, at blive ’en del af’ og blive opløst i stedet. Om det, at høre til.
Samlet repræsenterer værkerne på forskellig vis det enkelte menneskes forhold til omverdenen. En omverden, der kan føles tryggere i fællesskabet og Svarre beskriver netop, hvordan man kan camoflere/uniformere sig ind i dette fællesskab og hvordan kroppe og brugsgenstande kan sammensmeltes i denne jagt på at være en del af ’noget’. Svarres værker maner, med en dualistisk åbenhed, til stillingtagen; de trænger ind i beskuerens egne forestillinger omkring fællesskabet og det skræmmende ’udenfor’.
Læs udstillingpaper her
Tak til udstillingens sponsorer | | |
| | |
| | |