SPATIAL RELATIONS
13. AUGUST - 2. OKTOBER 2011
JONAS PHIL / TROELS AAGAARD / HENRIK GODSK / MORTEN ERNLUND JØRGENSEN / PETER OLE PEDERSEN / CHRISTIAN SALLING / ROLF NOWOTHNY / LARS PEDERSEN / FREDERIKKE FRIEDERICHSEN
Mærk pulsen på den danske kunstscene, når Kunsthal NORD inviterer ni yngre samtidskunstnere inden for med udstillingen Spatial Relations. De inviterede kunstnere er primært fra København og alle nye på den danske kunstscene, men allerede etablerede og anerkendte i kunstmiljøet. Kunstnerne vil udføre nye værker til udstillingen og flere af dem vil lave site-specifikke værker, der går i dialog med Kunsthal NORDs rum og arkitektur. Fælles for værkerne er, at de alle fokuserer på begrebet rum.
Gennem hele kunsthistorien har rumbegrebet optaget kunstnere, især i den modernistiske periode, hvor overgangen fra Middelalderens betydningsperspektiv til Renæssancens centralperspektiv er blevet udfordret og undersøgt. På udstillingen Spatial Relations fungerer rumbegrebet både som en tematik og som en konceptuel ramme. Værkerne er optaget af begrebet rum, samtidig med at de forholder sig til den fysiske kontekst. Udstillingen er kurateret af kunstnerne Jonas Phil og Henrik Godsk, som henholdsvis bor i København og Nordjylland. Som en aktiv del af kunstmiljøet har kuratorerne en finger på pulsen i forhold til, hvad der rør sig på kunstscenen, og har således formået at sammensætte et flot og aktuelt udbud af samtidens hippe unge kunstnere.
Spatial Relations byder på en tværæstetisk oplevelse med et bredt spektrum af medier som maleri i både traditionel og udvidet form, papirarbejde, konceptkunst, installation og plakatkunst med satellitter placerede i det offentlige rum og den virtuelle verden.
Stor tak til udstillingens sponsorer: