REBEKKA BORUM
6. JULI - 31 AUGUST 2018
STARING INTO THE ABYSS
I sin kunstneriske praksis tager Rebekka Borum udgangspunkt i en række eksistentielle spørgsmål, der i de abstrakte malerier opstår i forholdet mellem universet og jordkloden og mellem liv og død. Over de sidste år har hendes udtryk udviklet sig fra at være stringent geometrisk abstraktion til et mere flydende dynamisk billedsprog, som med sine meditative, repetitive maleteknikker skaber mønstre, som suger beskueren ind i såvel lyset som mørket.
Inspireret af de rå rammer i Nordkraft, og den enorme højde i Turbinegalleriet, har Rebekka Borum skabt en stedspecifik og utraditionel ophængning, der både udfordrer beskueren og den klassiske måde, man ofte oplever malerier på.
Rebekka Borum er autodidakt billedkunstner, men er uddannet bachelor i Art and Technology, AAU. Hun bor og arbejder i Aalborg, hvor hun har atelier på Østre havn i en tidligere industribygning.