Sara Dominique
28. NOVEMBER - 5. JANUAR 2020
ANATOMART
Kunstneren Sara Dominique har skabt fem farvestrålende malerier til Turbinegalleriet, under den fælles titel AnatomArt. Det tværfaglige projekt AnatomArt undersøger forbindelsen mellem menneskets fysik og psyke.
Sara Dominiques inspiration til AnatomArt stammer fra en personlig erfaring med depression, som hun overvandt ved at aktivere sig selv gennem kunst og sport. Kunstneren startede projektet sammen med fem af sine nære venner, for hvem sport og fysisk udfoldelse er en central del af hverdagen.
AnatomArt har taget form gennem en tredelt proces: en indledende dialog om mental sundhed og fordelene ved en aktiv livsstil blandt de involverede aktører, skabelsen af malerierne som en terapeutisk proces for kunstneren selv og til sidst, selve udstillingen af de endelige værker og involveringen af offentligheden i debatten om kunst, sport og mental sundhed.
Overskuddet fra det fremtidige salg af de udstillede malerier vil blive doneret til Kibera Ballerina School i Kenya.
Projektet er støttet af KulturKANten.