Kunstpionererne
OPEN CALL: Vi åbner for ansøgninger til et nyt hold Kunstpionerer
Kunstpionererne er et toårigt læringsforløb med fokus på kuratering, organisering og formidling af samtidskunst. Vi tror på den sociale bæredygtighed i at give unge værktøjerne til selv at formidle og skabe rammer for samtidskunsten, kombineret med en forståelse for kunstens sociale, kritiske og politiske rolle i samfundet (læs mere om det konkrete indhold under ’læringsforløbet’)
Målgruppen er nordjyske og nordiske unge i alderen 18 – 29 år med stor nysgerrighed overfor samtidskunsten. Det er ikke påkrævet at du som ansøger har forudgående erfaring med organisering og formidling af samtidskunst. Vi har plads til max. 20 på holdet.
Det er gratis at deltage i læringsforløbet men der kan forekomme egenbetaling i forbindelse med ekskursioner og studieture.
Kunstpionererne er forankret i Kunsthal Nord og tilrettelægges i tæt samarbejde med en kunstfaglig sparringsgruppe bestående af Aalborg Artist Association (AAAA), SMK Thy, Listasavn Føroya (Færøernes Nationalgalleri), Tina Marianne Krogh Madsen Ph.d. v. Aalto Universitet og Regelbau 411.
Læringsforløbet strækker sig fra Februar 2022 - Juli 2023. Hvis du gerne vil være Kunstpioner, skal du være forberedt på at sætte tid af til fire seminarer per semester. Et seminar varer i gennemsnit fire dage og semestrene følger det almindelige skoleår (se ’tidsplan’ nedenfor). Første seminar afholdes i februar 2022. Det er obligatorisk at deltage i seminarerne.
Seminarerne finder sted i Kunsthal Nord og på relevante lokationer i relation til vores samarbejdspartnere. Seminarerne bliver suppleret af løbende online sparringsmøder, projektafleveringer og ekskursioner.
Ansøgningsfristen er d. 14 januar, 2022.
Ansøgningen skal indeholde en motiveret ansøgning (max. 1 side) samt et relevant CV (max. 1 side) . Vi afholder samtaler d. 20 – 21 januar. Ansøgninger sendes til josephine.boesen@aalborg.dk
Hvis du er nysgerrig på forløbet og gerne vil vide mere, er du meget velkommen til at ringe på 3199 4129 i tidsrummet: tirsdag og onsdag fra kl. 9.30 – 17.00.
Du kan også tjekke ’Kataloget’ ud hvis du vil blive klogere på det første hold Kunstpionerer, læringsforløbet og deres afgangsprojekter.
NB: Kunstpionererne fokuserer på formidling, kommunikation og organisering af samtidskunst. Som udøvende kunstner kan det være enormt nyttigt at have en viden om de processer der foregår bag kulisserne, men det er vigtigt at understrege at Kunstpionererne ikke er en billedkunstskole.