NORDKRAFTUDSTILLINGEN 2014
14. SEPTEMBER - 19. OKTOBER 2014
En censureret udstilling med værker af kunstnere fra hele landet
50! Det er antallet af kunstnere, der har fået antaget et eller flere værker på den censurerede Nordkraftudstilling 2014. Og 92 er antallet af værker, som er sluppet gennem censurkomitéens kritiske øjne, og som nu kan opleves i Kunsthal NORD.
Nordjyllands første pointgivende censurerede udstilling blev afholdt første gang i 2012 i Kedelhallen på Nordkraft i Aalborg. Her blev 27 kunstnere antaget med i alt 61 værker. I år har de flere hundrede kunstnere fra hele landet indsendt over 1500 værker og har hermed sat censorerne på en hård opgave med at udvælge værker til dette års Nordkraftudstilling.
Alle uanset erfaring har mulighed for at søge om antagelse på Nordkraftudstillingen, idet censureringen foregår anonymt. Censorerne har på intet tidspunkt haft adgang til viden om de enkelte kunstneres identitet eller alder. Værkerne er valgt alene ud fra kunstnerisk kvalitet.
De fem censorer der har valgt værker ud til Nordkraftudstillingen 2014 er billedkunstnerne Julie Sass, Simon Grimm og Jonna Pedersen fra København, billedkunstner, kurator og kunstskribent Trine Rytter Andersen, Århus, og museumsinspektør på Kunsten Jakob Vengberg Sevel, Århus.
Fra d 13. september og frem til den 19. oktober er der mulighed for at se hvilke værker, der er nået gennem nåleøjet og blevet antaget på Nordkraftudstillingen 2014.
Alle er velkomne til ferniseringen i Kunsthal NORD, den 13. september klokken 13-15. I udstillingsperioden er der desuden gratis rundvisning den 16.9., 24.9. og 8.10., alle dage kl. 17-18.
På udstillingens sidste dag er der censortalk ved Trine Rytter Andersen den 19.10. kl. 13. Her fortælles om censurerings-processen og med nedslag i enkeltværker, om begrundelsen for antagelse. Samme dag er der uddeling af publikumsprisen kl. 14