JENS HAANING
16. OKTOBER - 9. JANUAR 2011
THAI BODY MASSAGE & ANDRE VÆRKER
Kunsthal NORDs bidrager til den nordjyske kunstfestival PORT 20:10 med soloudstillingen Thai Body Massage og andre værker af den markante danske konceptkunstner Jens Haaning. Som en del af udstillingen har Haaning flyttet klinikken Thai Body Massage fra Østerbro i Aalborg til Kunsthal NORD – 500 meter længere nede ad gaden - hvor virksomheden fortsætter på normal vis med samme priser og åbningstider. Foruden Thai Body Massage præsenterer udstillingen et retrospektivt udvalg af Haanings værker fra 1994-2010.
Haaning har i flere værker arbejdet med at flytte en virksomhed eller genstand fra én kontekst til en anden. På den måde skaber han en ramme til at reflektere over sociale og økonomiske strukturer, der typisk relaterer sig til spørgsmål om nationalitet, etnicitet og minoriteter. Haaning arbejder altså ikke som en traditionel billedkunstner med fysisk materiale, derimod bygger hans værker typisk på en idé og opstår i relationen til levende mennesker og deres sammenhænge. Jens Haaning arbejder indenfor kunstområdet relationel æstetik og har siden midten af 1990’erne deltaget i en række internationale udstillinger, der har været med til at definere begrebet. Relationel æstetik betegner en type kunst, der under værktilblivelsen i høj grad tager konteksten i betragtning. Jens Haaning har primært udstillet i udlandet, bl.a. på nogle af de mest betydningsfulde udstillinger i verden som Documenta XI i 2002, Sydney Biennalen i 2004 og på Istanbul Biennalen i 2005. Udstillingen bliver realiseret i tæt samarbejde med den ålborgensiske virksomhed Thai Body Massage v/Narin Pratang.
Stor tak til udstillingens sponsorer: