WATER MARKS
15. OKTOBER - 18. DECEMBER 2011
NINA MARIA KLEIVAN / FRODE GUNDORF NIELSEN
Water Marks er titlen på et samarbejde mellem billedkunstnerne Nina Maria Kleivan (f. 1960) og Frode Gundorf Nielsen (f. 1950). Det er et visuelt og auditivt udstillingsprojekt, som sætter oplevelsen og sansningen i centrum.
Titlen på udstillingen kan tages helt bogstavelig. Begge kunstnere forholder sig på forskellig vis til vand som tema og arbejder konkret med vand i fotografier, lyd- og videoværker, skulpturer, installationer og tværæstetiske udtryksformer. Hos den ene er vand et indholdsmæssigt element i videoprojektioner og fotografier, og hos den anden er vand et instrument til at skabe lyde. Vandmærker, dvs. at noget er skrevet eller trykt i vand, kender vi som prægning i værdipapirer og pengesedler. På samme måde ved hjælp af projektion, lufttryk eller computerstyret dråbefald dannes vandmærker som del af kunstværkernes tilblivelsesproces. Vand har den fantastiske evne at være alt for alle. Vand er også et flygtigt element, og værkerne reflekterer og anskuer dets væsen og tilstande som udtryk for tidens gang og forandringer. Udstillingens vandmærker betegner det meget flygtige eller måske endda det umulige i at fastholde tingenes tilstand, eftersom vand hurtigt sletter alle spor.
Til udstillingen har de to kunstnere lavet et decideret samarbejde kaldet Water Marks, som er lavet specielt til et 7 x 8 meter rum centralt i Kunsthal NORD. Det er deres første fælles projekt og de bidrager begge til billed- og lydsiden. På billedsiden indgår vand i videoprojektioner i enkelt fortalte sekvenser bl.a. i form af undervandsoptagelser, og vand er fysisk til stede i et stort bassin. Billede og lyd påvirker hinanden og spiller sammen i en slags rytmisk dans, hvor videobilleder og faldende dråber bliver et uadskilleligt hele.
Udstillingen præsenterer tilmed en række separate værker af kunstnerne i form af blandt andet et elektro-mekanisk vandorgel, stålklokker og foruroligende videoværker. Nina Maria Kleivan viser videokunst og fotoserier, som ikke alle er tematisk funderet i vand, men som i stedet har noget hvileløst flydende og drømmende over sig. Frode Gundorf Nielsen samler en konstellation af gamle og nye lydskulpturer i en større lydinstallation og udforsker lydlige udtryk. Værkerne arbejder med vidt forskellige aspekter af vand rækkende fra det mekanisk kontrollerede til det poetisk dvælende. Det visuelle og auditive spiller en væsentlig rolle for oplevelsen, som tager form af et sanseligt, til tider meditativt møde mellem værk og beskuer. Dette møde bevirker alt fra nysgerrighed og tvivl, undren og overraskelse.
Download udstillingspaper her
Stor tak til udstillingens sponsorer:
