MARTIN MICHELIS
20. APRIL - 25. JUNI 2018
Umiddelbart er der en stor lighed i værkerne i Martin Michelis udstilling, men når man går i detaljen sker der pludselig meget mere. Det kan eksempelvis være afstanden mellem årringe, hårdheden i disse mellemrum, centreringen af kernetræet og mængden af sideskud.
Med sin udstilling viser Martin Michelis et bredt udsnit af forskellige grafiske tryk, som både æstetisk og på sin helt egen nørdede facon giver en appellerende fortælling om et stykke af naturen omkring os.
Grundlæggende er alle træsorter bygget over samme biologiske skabelon. Ved at benytte højtrykket som redskab arbejder Martin Toft Michelis med at dokumentere og kortlægge de forskelligheder, som hver enkelt træsort og hvert enkelt træ besidder og giver sit helt eget unikke udtryk.
Martin Toft Michelis bor og arbejder i Aalborg og er en del af Nordjyllands Kunstnerværksted, hvor han har atelierplads på Skydebanevej.